Detail Finans Industri Kontor Privat Fra kriminalitet til kriminalitetsforebyggelse Home / Detail / Finans / Industri / Kontor / Privat / Fra kriminalitet til kriminali... Efter 36 domme for kriminalitet besluttede Martin Rasmussen sig for at blive lovlydig og bruge sine erfaringer konstruktivt. I dag vejleder han sikkerhedsbranchen og dens kunder i, hvordan de bedst sikrer deres aktiver. Blandt andet har TV 2 brugt ham i udsendelser, ligesom tågekanonproducenten PROTECT™ lader deres kunder lære af Martin Rasmussens råd. Hvordan begyndte dit nye liv som lovlydig? “Det var min lille datter, der fik mig ud af kriminaliteten,” siger den 37-årige familiefar i 2015, som kan se tilbage på et liv med 500-600 indbrud, som for få år siden blev ændret til et liv med kriminalitetsforebyggelse. “Jeg har begået kriminalitet hele mit liv og havde fået en dom på to år efter et bankrøveri. Mens jeg sad i fængsel, måtte jeg nøjes med at tale i telefon med min lille datter, som fortalte mig, at hun savnede mig. Så der tog jeg beslutningen om, at jeg måtte gøre noget andet, så jeg kunne være der for hende,” uddyber han og fortæller om sit gamle liv. Hvilken slags tilværelse har du forladt? “Som kriminel slappede jeg af i hverdagene og tjente pengene i weekenden. Jeg kunne nemt “tjene” 50.000 til 100.000 kr. om måneden. Og pengene blev brugt med det samme. Så vi havde en vild livsstil,” forsikrer han og fortsætter: “Efterspørgslen har altid været større, end hvad der kan stjæles.” Aftale med PROTECT™ Skiftet har betydet store forandringer for den tidligere kriminelle, som nu har lavet en aftale med den danske tågekanonproducent PROTECT™, der eksporterer over 90% af sin produktion til mere end 50 lande. Fremover vil Martin Rasmussen fortælle PROTECTs produktudviklere om sine erfaringer og videregive, hvordan tågekanonerne skal installeres, så de udnyttes optimalt og holder tyvene ude, til PROTECTs alarminstallatører. “Mange installatører synes nok, at det er mere spændende at lære tyvens tanker at kende end at lære reglerne fra en EU-norm i tågesikring at kende. Installatørerne vil helt sikkert betragte det som en sport at lukke de huller, som en erfaren indbrudstyv påpeger. Ved at bruge en eks-tyv får vi fortalt tingene på en levende og interessant måde,” siger PROTECT™. 17-18 års kriminalitet Martin Rasmussen voksede op i Taastrup og mener selv, at han gik ind på den kriminelle løbebane på grund af sine venner. Bankrøverier var en af sjældenhederne. Hans speciale har altid været at bryde ind i butikker og virksomheder samt hos privatpersoner. Og han er altid gået efter kontanter og guld – eller “specialbestillinger” som tøj og cykler, hvor “kunden” ville have noget særligt og vidste, hvor det kunne skaffes. Så alt var aftalt, før Martin begik et indbrud. Han er aldrig gået efter tv eller anden elektronik, fordi det er for let at spore og derfor for risikabelt. Men guld og kontanter – selv hvis de lå i et pengeskab. Kontanterne kan ikke spores, og utroligt mange mennesker og virksomheder har store mængder kontanter liggende. Guldet afleverede han kort efter indbruddene til en hæler på vej hjem. Hæleren gav det videre til en guldsmed, som smeltede det om, så Martin ikke kunne sættes i forbindelse til det. Ud over kontanter og guld har mange hjem og virksomheder også både bilnøgler og registreringsattester liggende, så tyven nemt kan stjæle en bil og sælge den “lovligt”. Før et indbrud var han altid meget grundig med at se på, hvordan bygningen så ud, og hvordan den muligvis var sikret. Herefter overvejede han, om et indbrud kunne betale sig i forhold til det forventede udbytte. Han manglede ikke kunder. Hvordan kan du få succes, når så mange sikrer sig selv i dag? “Jeg havde ofte en god vinkelsliber med, som kan klare de fleste pengeskabe. Så pengeskabe er ofte en falsk tryghed for ejerne, og det kan også være tilfældet med alarmer og tågesikring, hvis de ikke er installeret korrekt. Der er ofte blinde vinkler, hvor man kan arbejde uden at aktivere alarmen. Hvis det er sikret med tåge, er man nødt til at kende stedet på forhånd og så bare håbe, at man hurtigt kan finde værdierne og kan finde vej ud igen.” Han har selv forsøgt at bryde ind på apoteker, hos juvelerer og cykelhandlere, som var sikret med tåge. Og han opdagede det ofte for sent. “Så jeg måtte komme igen et par måneder senere, da jeg var bedre forberedt. Tågen kommer så hurtigt, og jeg vil gerne være væk på under tre minutter, så jeg kan nå at aflevere varerne, inden indbruddet bliver opdaget, og så jeg ikke har noget på mig, hvis politiet vil tale med mig.” Ville et alarmskilt få dig til at gå til det næste hus? “Ofte vil et skilt med “alarm” eller “tågesikring” få en indbrudstyv til at vælge det næste hus i rækken. Men et alarm- eller tågesystem kan have en større effekt, hvis tyven ikke kender til det og bliver overrasket over det,” siger Martin Rasmussen. Nogle borgere og virksomheder foretrækker derfor, at der ikke er alarmskilte på vinduer og døre, ligesom mange allerede i dag vælger at placere deres tågekanoner skjult under et loftpanel eller inde i en væg, så man kun kan se en lille dyse, hvorfra den tætte tåge fylder rummet i løbet af få sekunder. Martin Rasmussen har dog ofte oplevet, at han har haft let spil på trods af tåge og alarmer, fordi det langt fra er sikkert, at ejerne beskytter de ting, som tyven er mest interesseret i. Det kan være, at man sikrer et serverrum, mens tyven går efter værdigenstande i det åbne kontormiljø, som ikke er lige så effektivt sikret. “Med denne type overvejelser fra Martin Rasmussen kan vi udvide sikkerhedsrådgivernes horisont, så de ser en ejendom med tyvens øjne og opdager, at det ikke altid er det, som slutkunden synes er de største værdier, som tyven finder mest interessant”, konkluderer PROTECTs daværende CEO. Vendte du tilbage, hvis dit projekt ikke lykkedes? “Hvis jeg blev snydt af sikkerhedssystemet eller af andre grunde, så jeg ikke fik ordren stjålet, påvirkede det mit omdømme. Eller jeg kunne have modtaget betalingen på forhånd. Så det var vigtigt at være succesfuld,” siger Martin Rasmusen. Efter at Martin besluttede sig for at blive en lovlydig borger, taler han åbent om sin fortid og har faktisk gjort sin tidligere kriminalitet til en levevej, mens han har taget en IT-uddannelse. Hvordan er dit nye liv? “Vi taler åbent om min fortid, så børnene og forældrene i børnehaven også kender den. Langt de fleste har accepteret det, og det er en befrielse for mig at kunne tale frit om det. Og så er offentligheden om mit gamle liv blevet en stopklods for mig selv,” slutter Martin Rasmussen, som ser frem til et lovligt liv som it-ekspert med kæreste og snart to børn.